Anmeldelse i Weekendavisen den 28. oktober 2008.

KRITIK: Poul Behrendt uddyber sit angreb på Nils Malmros film om farens rolle i Thorotrast-sagen – og Hans Hertel efterlyser modige humanister…

Sandhed og brunt papir

Da forrige nummer af KRITIK udkom i foråret, hæftede jeg mig især ved det opsigtsvækkende angreb, som filminstruktør Nils Malmros rettede mod universitetslektor Poul Behrendt. Opgøret handlede om Behrendts analyse i Den hemmelige note (2007) af Malmros’ film At kende sandheden (2002). I analysen anklager litteraten instruktøren for at manipulere med filmfortælling og fakta, og i artiklen i KRITIK 187 beskylder instruktøren omvendt litteraten for at være uhæderlig og uvederhæftig. I tidsskriftets nye nummer kommer Poul Behrendt så til orde. Også i dén grad. Han svarer igen på Nils Malmros artikel med noget der ligner asymmetrisk styrke – hele tyve magasinsider bruger han til at referere og demontere den kritik, han blev udsat for i forrige udgave (man kunne læse en forkortet version i vores kultursektion sidste uge).

Duellen handler om den rolle, som Nils Malmros far, overlæge Richard Malmros, spillede i den berømt-berygtede Thorotrast-sag fra neurokirurgiske afdeling på Århus Kommunehospital i 40’erne, hvor man bl.a. undersøgte og behandlede sygdomsforhold i hjernen med et røntgenstof, som ulykkeligvis var radioaktivt og kræftfremkaldende. Patienterne, der skulle helbredes for en akut sygdom, ville altså blive påført en risiko for at udvikle cancer 10-30 år senere. Hvad vidste man egentlig om risikoen? Hvad vidste Richard Malmros? Og har Retslægerådet efterfølgende holdt hånden over venner og kolleger? Disse spørgsmål har i forskellig form spillet en rolle lige siden fejlbehandlingerne fandt sted i 40’erne, da Retslægerådet – og Ritzau - gik ind i sagen i 80’erne, da Nils Malmros lavede sin film i 2002, og da Poul Behrendt udgav Den hemmelige note for et par år siden. Og nu i KRITIK. Læs resten »